I oktober 2021 offentliggjorde folkeskoleforligskredsen, at de tidligere nationale test skulle erstattes af Folkeskolens Nationale Færdighedstest. Den dag færdighedstestene blev offentliggjort, slog det mig med forbløffelse, hvor stor enighed der var blandt ordførerne fra de forskellige partier fra rød til blå blok om nødvendigheden og fornuften i sådanne test. Det gik dog op for mig, at forklaringen lå i ordet ”færdighed”, idet det formodentligt blev tolket og tænkt meget forskelligt og dermed kunne finde bred enighed. Vi har nu fået gennemført alle test i efteråret 2022, og der står lidt tilbage at se på, hvordan resultatet er blevet, og hvordan man har oplevet det rundt omkring. Og det både fra de matematiksvage elevers og deres lærers perspektiv. Det skal siges, at jeg i skrivende stund kun har set brudstykker og beskrivelser af testene, så min blog handler mest om bekymringer, som man kan bruge i sine refleksioner og forhåbentlig bringe med ind i den offentlige debat.
En ting er sikkert. Testen får langtrækkende konsekvenser for undervisningen. Og måske mere end godt er. Der er massiv forskning, som understøtter, at ”det man tester, er det man får”, og en national testning må opfattes som et meget stærkt påvirkningsmiddel. Min første bekymring angår de rammer, der er lagt ned over designet af opgaver og svarmuligheder. De synes at understrege over for eleven, at matematik handler om at kunne svaret eller ikke kunne svaret. Denne fejlsøgende tænkning ved vi fra massevis af forskning, nedbryder matematiksvage elevers faglige selvtillid – og fra lige så meget forskning, at det efterfølges af blokering over for læring af matematik.
Man kunne selvfølgelig tænke, at når eleverne får at vide, hvad de ikke kan, så tager de sig sammen og gør noget ved. I den sammenhæng er der imidlertid gennemført et interessant forskningsprojekt fra Sverige, hvor man udsatte 700 elever fra 6. klasse for den samme test. Halvdelen af eleverne fik at vide, hvilket testresultat de havde fået og resten fik ikke noget at vide (kontrolgruppen). Et år senere testede man alle eleverne igen og sammenlignede de to grupper. Konklusionen blev, at i den gruppe som fik resultat at vide blev de 6% bedste bedre end kontrolgruppen. De elever, der havde fået at vide, at de havde dårlige resultater, scorede endnu dårligere end kontrolgruppen. Midtergruppen havde ikke rykket sig.
Ovenstående må kalde på eftertanke, når der afkræves af læreren at have en dialog om elevens testresultat – og det ovenikøbet med børn som 7 – 8 år gamle.
Ok – lad os fokusere på testen som lærerens værktøj til formativt at kvalificere sin kommende undervisning. Det skal selvfølgelig ikke afskrives som en mulighed, det må tiden vise. Min næste anden bekymring kunne dog være, at de opgaver, de matematiksvage elever fejler på, bliver omsat til arbejde i hæfter, apps og programmer, hvor man træner de samme typer af færdighedsopgaver. Jeg ser for mig ”inkluderende” undervisning, hvor de 2 – 3 elever som ikke kan følge normalundervisningen ”får lov” til at køre derudad med individuelle færdighedsspor, som mere handler om at eftergøre ”Pavlovs hunde” end at trænge ind bag deres misopfattelser, at arbejde med deres arbejdsmåder og egentænkning og at føre en konstruktiv dialog hen mod forståelse osv. Jeg kan huske, at i min fjerne fortid som lærer blev det omtalt som ”hold kæft materialer”.
Min tredje bekymring er, hvordan man takler det nybrud, som diskuterer hvad færdigheder er i matematik i 2023. Det at kunne regne bevæger sig fx i helt andre retninger i dag. De fleste skoler er inden i en forandringsproces, hvor man går fra den traditionelle standardalgoritme udført på papir mod mere hovedregning og notatregning, hvor elevernes egne visuelle tilgange er centrale. Gad vide, hvordan det går i disse færdighedstest? Og hvis man forståeligt er gået uden om sådanne fabulerende skriblerier i en digital test, kan det så have indflydelse på om man som lærer begynder at nedtone det i undervisningen? Hvad med de digitale færdigheder som brug af CAS, GeoGebra osv.?
Det fremgår af Vejledningen af overgangstestene at en sådan måling ikke kan stå alene. Det er jeg meget enig i, men jeg tror, det bliver bekymrende svært som lærer at sidestille egne observationer og målinger med de nationale. Lur mig om ikke skoleledelsen bruger disse færdighedstest til sammenligning mellem lærere og klasser, hvor det kan være svært at komme med egne iagttagelser, hvis de viser andre og måske modsatrettede sider af elevens matematiske præstationer.
Min sidste og afsluttende bekymring er forældreinddragelse. Det er et krav, at forældre skal have en skriftlig tilbagemelding, men det er ikke så enkelt endda. En sådan kommunikation kan gå ganske galt – men det vil jeg vente med at skrive om, til jeg har nærlæst ministeriets forventelig skriv.
Bent Lindhardt, formand for DanSMa